Namasté
15. blad udgivet af ”Venner af Samanwaya Ashram”
September 2005
Indholdsfortegnelse
Kriminalitet og fattigdom i Danmark
Referat af generalforsamling i Venner af
Samanwaya Ashram 4. juni 2005
Formandens beretning – generalforsamling den 3.
juni 2005
Kan barmhjertighed redde verden?
HUSK AT SENDE
ADRESSEÆNDRING TIL OS
Vi bruger i bestyrelsen en
del tid på at finde medlemmer, som er flyttet og ikke har meldt adresseændring.
Vi synes jo stadig at de skal have deres medlemsblad. Det ville derfor spare os
noget tid, hvis I husker at sende os jeres nye adresse, når I flytter.
Vi har e-mail adresse på de
fleste medlemmer, hvis de sidste har e-mail vil vi gerne have jeres adresse. I
nogle tilfælde kan det lette vores information rigtig meget.
Send ny adresse og e-mail
adresse til Maja, som står for vores adresseliste: majaebbesen@hotmail.com
Namasté
Bladet udkommer 3 gange om året, med
deadline
1.
dec. , 15. marts og 1. aug.
Abonnement:
Som medlem af foreningen
”Venner af Samanwaya Ashram”
får du automatisk tilsendt bladet. Medlemskontingentet er på 100 kr. pr. år.
Har
du spørgsmål vedr. kontingentet kontakt:
Kasserer:
Massimo Forti
Nøddevang 3, 1.sal
2770 Kastrup
E-mail:
tlf.
22208970
Redaktion:
Namasté modtager meget gerne indlæg fra medlemmerne. Det kan
f.eks. være en respons på hvordan opholdet i ashrammen
har påvirket ens liv, rejseoplevelser fra andre steder i Indien eller andre
spændende lande. Kontakt:
Redaktør: Sidsel Holm Sørensen
Mimiersgade 64, 3.mf,
2200 Kbh N
Tlf. 29433545
E-mail: siholso@hotmail.com
Redaktørerne har ordet
Vi lever endnu!! Selvom der i
løbet af året har været meget tvivl om foreningens fremtid, blev det heldigvis
besluttet på generalforsamlingen, at vi skulle fortsætte vores arbejde på Samanwaya Ashram evt. under en ny
formålsparagraf, der er under udformning. Dog er det sikkert, at to grupper danskere
om året stadig skal ned til den lille perle i Bodhgaya
og lege, arbejde i marken, købe frugt og mælk og dele knus og kram ud til en
masse skønne, indiske unger.
Generalforsamlingen d. 4.
juni forgeik i Århus, og det var dejligt at se mange
fremmødte, spise indisk mad og dele minder fra ashrammen.
Det blev som sagt besluttet at fortsætte udvekslingen med ashrammen,
og vi har derfor en ny gruppe klar, der tager på eventyr i slutningen af
september. Gruppen består i alt af fem piger, tre af dem Kirstine, Leonora og
Sarah tager af sted her i september og resten af gruppen, som består af et venindepar Irene og Nanna tager af sted midt i november. De
to sidste kommer lidt senere, idet det passer bedre ind i deres planer om at
rejse jorden rundt!
På generalforsamlingen måtte
vi sige farvel til et garvet medlem af bestyrelsen; Maria, der igennem de
sidste ti år har gjort et stort stykke frivilligt arbejde for foreningen, har
nu valgt at trække sig ud af bestyrelsen, men er fortsat medlem af foreningen,
og har lovet at fungere som vidensbank. Tak for alle årene, Maria, og vi håber
at kunne trække lidt på dine erfaringer i fremtiden.
Samtidig blev Sidsel fra
novemberholdet 2003 valgt ind i bestyrelsen, så derfor benytter vi lejligheden
her til at sige velkommen til hende.
Desuden kan vi fortælle at
Mette Brehm lige nu er på ashrammen.
Hun skal studere hindi i Chennai og valgte at tage afsted lidt før semestret begyndte, så hun kunne nå et
gensyn med Dwarko, børnene og Bodhgaya.
Vi håber at kunne bringe et nyhedsbrev fra hende i næste nummer af Namasté.
Til slut vil vi blot
undskylde forsinkelsen af bladet, der absolut ikke skyldes manglende
engagement, men snarere de to redaktørers tendens til indisk tempo og
strukturering. Nyd det alligevel og skriv gerne til os, hvis I har noget på
hjerte, vi kan bringe i næste nummer.
I dette nummer har Louise Thulin-Simonsen og Sidsel Holm bidraget med tankevækkende
artikler, som de har samlet inspiration til i deres arbejde som henholdsvis
socialrådgiver i kriminalforsorgen og pædagogmedhjælper i en integrations
børnehave.
God læselyst!
Maja og Sidsel
Kriminalitet og fattigdom i Danmark
Af Louise Thulin
Simonsen
Da jeg i sin tid, det vil
sige i 1999, var i Bodh-Gaya, søgte jeg ind på Den
Sociale Højskole i København med henblik på at uddanne mig til
interkulturel/international socialrådgiver. Da jeg kom hjem fra Indien, var jeg
dog en overgang i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne arbejde som
socialrådgiver i Danmark, da jeg helt ærligt anså sociale problemer i Danmark
som ”luksus problemer”. Selvfølgelig er sociale problemer relative og
levestandarden for et samfunds fattige kan naturligvis ikke sammenlignes. Så
jeg besluttede altså at gennemføre uddannelsen, og har de sidste 2 år været
ansat ved Kriminalforsorgen i Frihed, hvor jeg arbejder med kriminelle i
varetægt, på prøveløsladelse og med betingede domme. Disse mennesker har vidt
forskellige baggrunde og sociale problemer, for ikke at tale om forskellige
grunde til at have begået kriminalitet. Men en stor del af klientellet er de
socialt dårligst stillede og fattigste i samfundet.
Men har vi overhovedet
fattigdom i Danmark? Ja, for det første er det jo en et spørgsmål om definition
af fattigdom. Teoretisk kan man tale om relativ fattigdom i Danmark, hvorimod
man i Bihar i høj grad lider under absolut fattigdom.
I Danmark er ingen i fare for at dø af sult, og fattigdom er ikke synligt på
samme måde som i Indien og andre udviklingslande. Men en del af de danske
borgere har ikke mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med andre,
fordi de ikke har råd eller aldrig har haft ressourcer til eller mulighed for
social integration.
Naturligvis skal man ikke
glemme, at det danske velfærdsamfund er noget helt særligt, og at det betyder,
at mange – og måske de fleste – kan opretholde en rimelig, og set med indiske
øjne sikkert luksuriøs, tilværelse. Men for de mest udsatte, som ikke har
ressourcer til at kæmpe og gennemskue systemet, fejler det ofte. Blandt andet
for kriminelle, der har afsonet en fængselsdom, fejler kontanthjælpssystemet
ved løsladelse, hvilket i mange tilfælde ”tvinger” folk ud i ny kriminalitet på
grund af fattigdom.
Selvfølgelig skal man ikke
belønnes for at have afsonet en dom, men skal der være nogen mening med det
hele, burde man skabe bedre muligheder for resocialisering, og dermed også en
reducering af risikoen for tilbagefald. Virkeligheden er dog en anden! Til
trods for at man - hvis man kender sine rettigheder - kan få udbetalt en form
for overlevelseshjælp ved løsladelse, bliver mange fanget i en økonomisk
situation, som er særdeles uheldig for reetableringen i samfundet, fordi man
ikke har været til rådighed for arbejdsmarkedet, og derfor ikke har optjent
retten til almindelig kontanthjælp. I et par konkrete tilfælde har jeg oplevet
folk, der ikke har fået mad hver dag, og mange løslades til en uholdbar
boligsituation, der i løbet af kort tid sender dem på gaden. Det er dyrt at
være fattig.
Men de kan vel bare få sig et
arbejde!? Ja, nogle af dem, hvis nogen ellers vil ansætte dem med et plettet
straffeattest, men lønnen er stadig bagud betalt. Samtidig er ikke alle i stand
til at arbejde, og mange er psykisk meget påvirket af afsoningsforløbet.
Det ovenfor beskrevne handler
om den materielle og håndgribelige fattigdom i Danmark, som ofte fører til
kriminalitet, men jeg er næsten sikker på, at Dwarko
ville have påpeget den spirituelle fattigdom, som også i mine øjne er en af de
væsentligste - om ikke den primære - årsag til kriminalitet i Danmark. Hver
gang jeg forsøger at forstå, hvorfor en klient har begået vold, mord, seksuelt
overgreb eller andet, kommer jeg som regel frem til, at det bunder i mangel på
(næste-)kærlighed, respekt for andre og for sig selv og noget at tro på. Det
handler om svigt og mangel på oplevelsen af omsorg, oplevelsen af at være et
betydningsfuldt individ og en del af et større hele. Dette er efter min
opfattelse ikke bare et individuelt problem for hver enkelt kriminel, men
bunder i den manglende spiritualitet i det vestlige samfund generelt, som Dwarko så mange gange har påpeget.
Når man taler om straf, kan
man diskutere, hvilken effekt frihedsstraf egentlig har på kriminelle. Efter
min mening er det sjældent fængselsstraffen i sig selv, der får de indsatte til
at afholde sig fra kriminalitet i fremtiden, særligt ikke de yngste. For der er
næppe noget mere åndeligt fattigt sted. For debutanter i fængslet handler det
om psykisk overlevelse, og alle forsvarsmekanismer træder i kraft. Ingen græder
eller angrer særlig længe, for det bliver hurtigt klart, at man har mere brug
for hår på brystet end fortrydelsens tårer. I stedet bliver anger til
frustration og vrede, der som regel mod ”systemet”, ofte fordi ansvaret for
sine handlinger eller for sit liv i det hele taget er for tungt at bære.
Min erfaring er derimod, at det,
der får nogen kriminelle til at vælge en anden sti, ofte er kærlighed. Mange
formår først at ændre deres liv den dag de indser, at det ikke kun er dem selv,
der bøder for deres forbrydelser, men at de sårer og endda risikerer at miste
deres familie. Desværre bliver fængslet for andre nærmest et trygt sted at
være, fordi de kender dagsordenen, og aldrig har kendt noget mere trygt.
Efter min mening tjener
frihedsstraf hovedsagligt retsfølelsen, fordi man i
vores samfund ikke føler næstekærlighed for forbrydere. Men der hvor vi
virkelig fejler, er når socialt arbejde i Danmark er dikteret af økonomiske
hensyn frem for menneskelige værdier. Det er min faste overbevisning, at
socialt arbejde ville have en lang større effekt og kvalitet, hvis man turde
inkorporere nogle værdier i socialt arbejde og tænke lidt mindre på de
kortsigtede økonomiske hensyn. Men økonomien vejer tungere, og vi er et
politisk korrekt samfund, hvor vi ikke skal presse nogen overbevisninger ned
over hovedet på nogen.
I lande som Storbritannien og
USA varetager private organisationer en stor del af det sociale arbejde. Og
selvom disse lande lider lige så meget af åndelig fattigdom som Danmark, så
udføres socialt arbejde i fx kristne organisationer med langt større entusiasme
end i det offentlige, og det er mit indtryk, at det har en helt anden effekt og
kvalitet.
Så har vi fattigdom i
Danmark? Det mener jeg, at vi har – på forskellige måder. Den siddende
regerings politik gør ikke de materielle forskelle mellem rig og fattig i
mindre, hvilket jo kan ændres med en anden politik, men der vil altid være
fattige i Danmark. Derfor handler det i mine øjne om værdier i samfundet. Det
handler i høj grad om at rumme de socialt udsatte og række dem en hånd, i
stedet for at fordømme og udstøde, og med den største alvor at mene, at ”de kan
jo bare få sig et arbejde”. Den handler om medmenneskelighed og næstekærlighed,
for hvis ikke vi udstødte folk i samfundet, ville der heller ikke være lige så
meget kriminalitet og misbrug. I bund og grund handler det om, at vi alle tager
et ansvar og viser næstekærlighed – også for dem, der ikke ligner os selv!
Referat af generalforsamling i Venner af Samanwaya Ashram 4. juni 2005
1) Mette blev valgt som dirigent. Maja blev valgt som
referent.
2) For lige at komme i stemning og få nogle billeder på
nethinden lagde vi ud med at se en ny film fra ashrammen,
som var lavet i foråret af en inder-amerikaner.
Samtidig indtog vi et herligt indisk sammenskudsmåltid;
ris og luksus dal med ladyfingers.
3) Kirstine læste formandens, Louise Thulin-Simonsen,
årsberetning på grundet hendes fravær. Formandens beretning blev godkendt. (læs
Louises beretning længere inde i bladet).
4) Massimo Forti, kassereren, gennemgik regnskabet for år
2004 og budgettet for 2005. Disse blev godkendt.
5) Mette Brehm og Maja Ebbesen
ridsede de problemstillinger op som de hjemvendte grupper har haft påpeget og
som samlet var hovedårsagerne til at bestyrelsen i januar valgte at sætte
udsendelsen af grupper på standby indtil vi på den følgende generalforsamling
sammen med medlemmerne kunne drøfte situationen og tage stilling til om
foreningen stadig havde et legitimeret grundlag at arbejde ud fra. Flere
grupper er kommet hjem med negative/dårlige tilbagemeldinger. Et par stykker
skyldtes dog i høj grad den indiske frivillig Nataraj,
som ikke længere befinder sig på ashrammen, hvilket
betyder at disse problemstillinger heller ikke længere er relevante. Den
gruppe, hvis evaluering hovedsagelig kom til at være dråben, var augustholdet
2004.
På
baggrund af referatet blev der diskuteret. Mie, netop hjemvendt fra ashrammen med positive tilbagemeldinger, påpegede at deres
gode ophold skyldtes tidligere udlandsophold som havde lært dem at komme
overens med kulturforandringer samt en udpræget grad af ydmyghed overfor Dwarko og projektet.
Martin
foreslog at man laver en bog, hvor alle skriver ”de bedste forberedende ord”
som nye grupper kan læse, når de er derude.
Lene
Balle foreslår at bestyrelsen sender ”alle de gode råd”, som man hjemme har
været igennem, men også glemt igen derude, efter en måned.
Anja
kom med det perspektiv at vi som bestyrelse og forening skulle slippe
ansvarsfølelsen overfor gruppernes reaktioner og oplevelser af ophold. Ashrammens energi og stemning skifter op og ned gennem tid
og det kan vi ikke gøre noget ved.
Kirstine
påpeger at Dwarko skelner mellem grupperne og har
fornemmelse for hvem der er hvem, at nogle fungerer bedre end andre og redder
ikke alle over en kam.
Efter
fælles diskussioner og forskellige indlæg blev det enstemmigt vedtaget at
foreningen stadig arbejder videre.
6) Kirstine fortæller om de nye udviklings idéer og
initiativer i Bodh-Gaya. Flere og flere projekter er
ved at skyde op. Dette åbnede for diskussionen om at ændre foreningens
formålsparagraffer/vedtægter således at vi med dem i hånden eventuelt kan
støtte andre projekter udenfor ashrammen. Det ser ud
til at dette snart kunne blive relevant, da alle bygninger i Bagha er repareret og foreningen skal finde andet at bruge
sponsorpengene på. I den diskussion faldt snakken igen på Suresh
som er presset i Bagha pga. økonomi og manglende
opbakning fra ledelsen i Samanwaya.
Jan
Holm fortæller om et ”bank projekt” som han gennemførte i en landsby med hjælp
fra Suresh. Jan havde sat 5000kr i omløb der – dvs.
landsbyboerne skulle låne pengene og betale tilbage med renter når deres
eventuelle projekter er blevet succesfulde. Projektet har skabt en særdeles
positiv udvikling i den pågældende landsby. Et sådant projekt kunne også være
en ide for foreningen.
Ud
fra en Gandhiansk ideologi, ville det være relevant
at udvide vedtægterne, ud fra princippet om decentralisering. Det vil betyde at
foreningens penge kunne blive fordelt på flere Gandhi inspirerede
initiativer.
På
baggrund heraf var der på mødet opbakning til at der i forhold til vedtægternes
allerede eksisterende formålsparagraffer burde tilføjes teksten: ”...og andre projekter, der er relateret til Samanwaya Ashram”. Således ville §2 stk. 1 fx komme til at lyde: ”Foreningens formål er, gennem sponsorering og organisering af andre
bidrag, at støtte Samanwaya Ashram
og andre projekter, er er relateret hertil, økonomisk og moralsk ud fra dennes
filosofi”. Herudover var der i forhold til vedtægterne også opbakning til
at der i §7 stk. 2 skal tilføjes, at hvis foreningen
opløses, indkaldes der til en akut generalforsamling, på hvilken den resterende
kassebeholdning uddeles.
Da
ændringer i vedtægter skal varsles, bliver de nye forslag til ændringer
beskrevet i næste invitation til generalforsamling, hvor der efterfølgende vil
blive stemt herom.
7) Valg til bestyrelsen. På valg var: Massimo, Anja og
Maria. Massimo og Anja blev genvalgt. Maria modtog ikke genvalg. Sidsel
stillede op og blev valgt ind. Suppleant var Marlene, som blev genvalgt.
Revisorerne
Per Mortensen og Anne Krog-Andersen blev genvalgt.
8) Fastsættelse af kontingent.
Bestyrelsen foreslog at det fortsat er
100,00 kr. årligt. Dette blev
godkendt.
Formandens beretning – generalforsamling den 3. juni 2005
Som vi alle ved har det været
et lidt omtumlet år for foreningen. For et lille års tid siden udtog
bestyrelsen august holdet, som kom til at bestå af de 3 ansøgere, der mødte op
til samtale - Melanie, Janni og Sofie. Forberedelsen forløb nogenlunde, som den
plejer, og holdet drog af sted.
Men deres ophold blev
desværre ikke nogen succes. Vi har alle kunnet læse om deres frustrationer i ”Namaste”. Til trods for at vi mente, at vi havde forberedt
pigerne på, at der er korruption på ashrammen
og alt ikke er så idealistisk, som det udgiver sig for at være, kom det altså
bag på dem. Så meget at de ikke syntes, at de kunne retfærdiggøre deres ophold,
og valgte derfor at forlade ashrammen før planlagt.
De mente, at de med deres tilstedeværelse støttede et korrupt projekt, og at
foreningens støtte i det hele taget virker tillidsvækkende for andre donorer.
De satte et kraftigt
spørgsmålstegn ved foreningens berettigelse, og det gav anledning til
diskussion i bestyrelsen. En sund diskussion, som vi som forening efter min
mening bør tage med jævne mellemrum.
Heldigvis har både Maja,
Kirstine og Sidsel også været i Bodh-Gaya, og vi har
haft deres indtryk og oplevelser som input til diskussionen.
Til trods for augustholdets
dårlige oplevelser, valgte vi i bestyrelsen alligevel at sende novemberholdet
af sted, da vi allerede var begyndt at forberede dem. De blev naturligvis gjort
bekendt med situationen, og valgte altså at tage chancen. Kirstine var noget af
tiden på ashrammen sammen med holdet, som bestod af 2
piger, og det er hendes oplevelse, at de havde et godt ophold.
I forbindelse med at vi i
bestyrelsen har taget augustholdets tilbagemeldinger op til overvejelse og har
diskuteret, hvad foreningens arbejde fremover skal bestå i, har vi besluttet
ikke at udtage et nyt hold, før emnet er gennemdiskuteret – ikke kun i
bestyrelsen, men også med resten af foreningens medlemmer. Derfor kommer der
ikke et hold af sted til august, men personligt håber jeg, at vi kan udtage et
hold, som kan komme af sted i løbet af efteråret.
Så når man ser tilbage på det
forgangne år, så er det denne diskussion om foreningens fremtidige arbejde, der
fylder mest. Der er ingen tvivl om, at augustholdet havde ret i mange af deres
betragtninger, og for at vores arbejde kan være forsvarligt, bør vi gøre op med
os selv, hvordan vi kan støtte ashrammen uden at
støtte eller godtage korruptionen.
Men realiteten er, at Indien
som så mange andre lande uden for Nordeuropa er korrupt, men det bør i mine
øjne ikke afholde os for at forsøge at gøre en forskel for Bihars
fattige børn. Dette er ikke nogen ny diskussion i foreningen, men den er blevet
meget aktuel, da augustholdene reagerede, som de gjorde.
Desuden har det givet
anledning til også at diskutere, om vores arbejde skal udvides, og om vi skal
satse på flere eller andre områder. Bestyrelsen har sågar talt om, hvorvidt en
ændring af formålsparagraffen vil være aktuel, men det vil vi vide mere om
efter diskussionen i dag.
Vi har i bestyrelsen også
talt om, om man kunne forberede holdene på en anden og bedre måde, således at
augustholdets overraskelse over de faktiske forhold ikke gentager sig, ligesom
vi har diskuteret, hvad de udsendte skal have ud af opholdet.
Af begivenheder fra Bodh-Gaya kan nævnes, at Mihindra,
som nogle af medlemmerne har haft den fornøjelse at kende, desværre er død.
Ligesom Kavita havde han dårligt hjerte, og det har
været en kamp at få ham under behandling. Det er en sørgelig historie, som
desværre endte med, at han døde på hospitalet i Delhi.
Som også beskrevet i sidste
nummer af ”Namaste” får Bodh-Gaya
efter al sandsynlighed et nyt børnehjem. En dansk kvinde ved navn Solveig Grünning er med hjælp fra Jan Holm og nogle lokale i byen
ved at få et børnehjem op at stå. Hun har store ambitioner, og vi er spændte på
at se, hvordan projektet kommer til at gå. Bestyrelsen har mødt Solveig, og vi
håber, at vi kan bruge og lære af hinandens erfaringer.
De seneste år har bestyrelsen
med fortrydelse måtte konstatere, at der ikke fra medlemmerne er opbakning til
de 2 årlige arrangementer, ligesom kun få har bidraget med indlæg til ”Namaste”. Jeg synes, at det er en rigtig kedelig udvikling,
særligt i denne tid hvor foreningens fremtid diskuteres. Naturligvis er der
ikke nogen krav om at skulle være aktiv i foreningens arbejde, når man vælger
at være medlem, men vi er alle sammen en del af foreningen, og det er en skam,
hvis kun bestyrelsesmedlemmernes meninger bliver afgørende. At kende
medlemmernes mening vil efter min mening kvalificere bestyrelsens arbejde.
Jeg beklager mit fravær ved
denne generalforsamling. Jeg ville meget gerne deltage i den spændende
diskussion, og naturligvis have en hyggelig dag med mange minder. Jeg håber, at
I får en rigtig god dag.
Med venlig hilsen
Louise Thulin Simonsen
Regnskab 2004
Foreningen kom ud af året med
et lille overskud på kr. 1068,-. Det er resultatet, når man ikke medregner
sponsor og depositum, som reelt ikke er foreningens penge. Vi havde budgetteret
med et underskud på kr. -3.300,- men resultatet blev bedre hovedsageligt pga.
flere betalende medlemmer, mindre omkostninger på kørsel og mindre udgifter til
kontor (kopiering + porto).
I forhold til sidste år har
der været flere medlemmer, nemlig 57 (49 i 2003, 64 i 2002 og 56 i 2001)
En kort gennemgang af
posterne viser at:
·
Kopiering af
bladene udgør en stadig større udgift: ca. 1200 kr
·
Udbetaling til
kørsel har kun været 1/3 del af det forventede: ca. 900 kr
·
Der er ikke
blevet afholdt nogen foredrag: 0,00 kr
·
For at gøre os
mere synlige er der blevet produceret en meget flot plakat: ca. 1200 kr
·
Den større
kassebeholdning har givet en god renteindtjening: ca. 600 kr
·
Bagha Ashram er blevet istandsat:
ca. 6.500 kr
·
Augustholdet
forlod ashrammet kort tid efter deres ankomst og
anvendte derfor ikke alle de medbragte sponsorpenge: ca. – 4000 kr
Det samlede årsresultat viser
en bevægelse på ca. 25.000 kr, med en kassebeholdning pr. 31.12.2004 på
35.871,29 kr (heraf er 2.000 kr depositum)
Budget 2005
Budgettet for 2005 er baseret
på 60 aktive medlemmer og 13 sponsorer. Foreningen forventes at afslutte året
med et mindre underskud på ca. 1.000 kr.
2004 har været et meget
specielt år hvor foreningen ikke har haft større udgifter – hvilket har
resulteret i den store kassebeholdning.
I 2005 er der budgetteret et
større beløb til diverse projekter knyttet til ashrammen
(20.000 kr). Pengenes endelige
anvendelse forventes besluttet af bestyrelse efter at have modtaget gode ideer
fra de udsendte hold og/eller de mange aktive medlemmer.
Kan barmhjertighed redde verden?
Af
Sidsel Holm Sørensen
Hasan er
seks år. Han er en af de store børn i den børnehave,
jeg arbejder i. Hans forældre er krigsflygtninge fra Irak.Toturofre måske. Hasan er
et meget vredt barn. Han smiler sjældent og ler endnu sjældnere. Hans øjenbryn
er altid rynkede i et
sammenbidt, skeptisk udtryk. Hasan stoler ikke på
nogen voksne. Han har ingen grund til at have tillid til os. Hasan slår tit de andre børn og kan bedst lide meget
aggressive lege. Når han får skæld-ud, er det som om,
der går en klap ned for hans bevidsthed, som om han lukker øjnene og venter på,
det ubehagelige er overstået, tænker på noget helt andet og registrerer intet
af hvad der bliver sagt eller sker omkring ham til han er fri igen –som når man bliver slået af en, man ikke kan gøre modstand
imod...
Hasan
lader heller ikke til at tage sig af ros. I det hele taget er alt, hvad vi
voksne gør tilsyneladende ikke noget, han har tillid til. Hasan
græder aldrig. Ikke engang hvis han slår sig rigtig hårdt. Så skal man helst
bare lade ham være.
Hasan vil
ikke holde de somaliske børn i hånden, når vi skal gå på tur, for de er sorte
og ulækre.
Idag
talte jeg med nogle af de andre børn om forskellig slags mad. De spurgte mig om
jeg spiste svinekød og fnes og sagde, det var “haram”.
Jeg forklarede dem, at i min
religion var det ikke haram, forbudt. Hasan blandede sig. Han fnes ikke. Han kiggede på mig med
sit sammenbidte udtryk og vrede øjne og sagde noget, jeg havde meget svært ved
at høre som andet end: “Du skal brænde i helvede!”.
Men
Hasan er ikke ond. Han er et ødelagt barn.
Jeg
sidder hjemme i min stue og venter på en af mine venner, der kommer på besøg.
Han arbejder for den humanitære organisation, Ibis, der står for kampagnen “Make poverty history”
i Danmark. Han er meget ambitiøs og engageret. Han kæmper i sandheden for
sagen; der skal lægges pres på G8-landene, så man vha
fair-trade, gældeftergivelse og bedre og mere bistand
kan hjælpe u-landene ud af fattigdom, helst inden år
2015. Kampagnen er ikke i så høj grad et fundraising projekt, men går, udover
indsamling til humanitære projekter i den tredje verden, ud på at oplyse folk
om verdens sande tilstand, gøre dem bevidste om at politiske ændringer er
nødvendige for at hjælpe de millioner af mennesker, der lever under
fattigdomsgrænsen. Gøre dem bevidste om at vi er nød
til at hjælpe de svage.
Jeg
spørger mig selv om kampagnen ændrer på noget. Får vi samlet en masse penge ind
kan vi måske bygge nogle skoler eller brønde et sted i Mozambique, og hvis det
går rigtig godt vil Bush og Blair måske ændre deres politiske strategier med
hensyn til den tredje verden, men lærer vi folk på gaden, der køber det hvide “make poverty history”-armbånd,
hvorfor man bør hjælpe de, der er svagere? Viser vi de mennekser,
at alle er lige meget værd på trods af race, religion og kultur? Kan man
overhovedet “undervise” i den slags værdier? Bliver barmhjertighed og
retfærdighed et ideal til forfølgelse for det enkelte menneske, fordi det
støtter et u-landsprojekt ved at købe et hvidt
armbånd eller melder sig ind i en tilfældig humanitær organisation?
Jeg
spørger mig selv, om det er ligemeget af hvilken
grund, folk støtter projekter som “Make poverty history”. Om det er ligemeget, om de blot gør det for at rense deres
samvittighed. Sålænge fattigdommen udryddes, er det
vel lige gyldigt på hvilket grundlag, er det ikke?
Lad
os antage at man fik udryddet al verdens fattigdom udelukkende gennem politiske
og økonomiske handlinger. Ville verden da være et bedre sted? Hvis al dette
skete uden barmhjertighed, ville der da overhovedet være en forskel, og hvor
længe ville der gå inden uligheden igen kom ind i verden? På den anden side er
den dårlige samvittighed, der sandsynligvis er mange menneskers motivation for
at hjælpe andre, måske netop et udtryk for en dybere retfærdighedssans, der
lærer os, at vi bør hjælpe hinanden, og måske i virkeligheden ikke ligger så
langt fra barmhjertigheden.
Eller
måske er det altsammen kun hypoteser, man kan tillade
sig at operere med sålænge man ikke selv sulter;
bekymrer den sultne mand sig om hvorfor man giver ham mad?
Alligevel
kan jeg ikke få Hasan ud af mine tanker. Eller rettere Hasans
forældre.
Sålænge,
der findes mennesker, der lærer deres børn at andre mennesker, der tilhører en
anden religion, kultur eller race, skal brænde op i helvede, så tror jeg ikke
på, at vi kan redde noget som helst. Sålænge der
findes mennesker, der kan hade eller frygte andre af sådanne årsager, sålænge vil der være krig og ulighed i verden.
Jeg
tænker naivt at barmhjertighed skal redde verden, og så ser jeg, hvor svært det
er. Ser hvor svag jeg selv er.
Størst
af alt ville være om jeg i stedet for at tage til Indien, være politisk aktiv
eller sælge hvide “make poverty
history”armbånd i den tro at gøre en forskel, kunne
hjælpe Hasan.
Jeg
ser er barn, der ingen fremtid har. Et barn, der i en
alder af seks år har mistet sin tro på verden og på de mennesker, der står ham aller nærest. Jeg får
medlidenhed, når jeg ser på Hasan og ved, at han om
ti år sandsynligvis sidder i ungdomsfængsel eller er sendt et eller andet sted
langt væk for at udkæmpe djihad. Jeg får medlidenhed
med ham når jeg ser hvor undertrykt, ensom og misbrugt han i virkeligheden er.
Men mest af alt får jeg medlidenhed med ham, fordi jeg ved at min medlidenhed,
og hele verdens medlidenhed med ham, på et tidspunkt vil være brugt op. Hvis
han om ti år er fanget i den skæbne, jeg frygter, vil jeg ikke længere have
barmhjertighed, når han siger jeg skal brænde op i helvede. Jeg vil blive bange
og vred og stille ham til regnskab for sine ekstreme synspunkter.
Havde
jeg i stedet blot kunne lære ham, at alle mennesker er lige meget værd, at
tolerance er en dyd og ikke et tegn på svaghed, da havde jeg plantet en værdi i
ham og i verden, der ville være langt større end alverdens brønde og
skoleprojekter. Da havde jeg vist ham barmhjertighed. Og måske ville han vise
samme barmhjertighed overfor andre mennesker.
Dermed
ikke sagt at vi ikke skal købe “Make poverty history” armbåndene eller
fortsætte vores respektive medlemskaber i diverse humanitære organisationer.
Selvfølgelig skal vi det. For det er den realistiske vej til verdens frelse,
eller i det mindste til en balance i verden. Men samtidig, tror jeg, vi skal
være håbløst naive og TRO på barmhjertigheden, have den som idealet for vores handlinger
og tanker, hvis vi da mener at verden bør frelses...
Navne
er ændret pga tavshedspligt..
Hjælp søges!
I løbet
af det næste halve år skal vi have hængt en masse af foreningens fine ”værge
plakater” op rundt omkring så vi kan få en masse gode ansøgere til foråret. I
den forbindelse ville det være rigtig godt hvis I medlemmer også gav en hånd,
så plakaterne ikke kun kommer op i bestyrelsesmedlemmernes nærområder, men i
hver en lille flække i Danmark.
Plakaterne
må meget gerne komme op på forskellige uddannelsesinstitutioner, biblioteker, i
foreninger osv. Og især gerne steder hvor den kunne fange mænds opmærksomhed –
vi vil jo så gerne have nogle mænd ned på ashrammenJ
Hvis I
har lyst til at sætte nogle plakater op så send en lille mail til majaebbesen@hotmail.com og skriv
jeres adresse og hvor mange plakater I skal bruge så sender vi nogle plakater
til jer.
Bestyrelsen
Marlene
Petersen Sidsel
Holm Sørensen
Dildalvej
7 Mimiersgade 64, 3.mf
3650 Ølstykke 2200
København N
E-mail: Marlenevasa@hotmail.com
Siholso@hotmail.com
Fax. 47 33 46 01 Tlf.
29433545
Tlf. 47 33 56 34
Massimo Forti og Anja Schou
Jensen
Maja Kirstine Ebbesen Tømregade 5, 1.sal
Nøddevang 3, 1.sal 2200
København N
2770 Kastrup E-mail:
Anjaschou@sol.dk
E-mail: majaebbesen@hotmail.com Tlf. 35 35 95 30
Tlf. 35 55 66 83
Mob. 51 90 57 09
Kirstine Alexandersen Mette
Brehm Jensen
Valkyriegade 25, 2.th
Indien
2200 København N Mettebrehm@hotmail.com
Tlf. 61 78 38 27
Louise Thulin Simonsen
Louthulin@yahoo.com
Tlf.
28 59 92 30
Samanwaya Ashram Foreningens hjemmeside.
Bodh-Gaya www. forti.dk/samanwaya.htm
Dist. Gaya E-mail:
samanwaya@forti.dk
PIN 82 42 31
BIHAR
Fax: 0091 631 200 776
Kalenderen
29.
juli: Mette Brehm tog af sted til Samanwaya
27.
sep.: formanden Louise Thulin rejser/flytter til
London for
at arbejde på ubestemt tid
29.
sep.: tre piger fra det nye hold drager af sted til ashrammen
(Kirstine, Leonora, Sarah)
14.
nov.: resten af holdet, Irene og Nanna, tager af sted
1.
dec.: deadline for indsendelse af indlæg til næste Namasté
I næste
nummer
·
Nyhedsbreve
fra det nye hold Sarah, Leonora og Kirstine
·
Artikel
fra Mette Brehm – med ashram
nyt og hvordan det er at bo og læse hindi i Channai
·
Artikel
af historiestuderende i praktik på Trankebar i Indien
·
Artikel
fra Kirstine som har rejst rundt i USA
Psstt…har du hørt at...
….. Dorthe Eriksson (nov. 97) har fået en lille velskabt pige som
hedder Lilja ……..
…. Kirstine Alexandersen (aug. 2000) er flyttet fra Århus til
København for at læse minoritetsstudier – spændende…….
…… Mette Brehm (nov. 2000) har været
på ashrammen i to måneder og nu studerer hindi i Channai…..
…. Og at vores formand Louise Thulin-Simonsen
er rejst til London for at søge lykken og at hun bliver udenlands mindst et år……