Samanwaya Ashram

Mange ashrammer er af forskellig religiøs observans såvel hinduistisk, buddhistisk som kristen. For Samanwaya Ashrams vedkommende er Gandhis idèer idealet. Derfor lever man hovedsageligt efter det mønster, som Gandhi i sin tid levede efter. I Indien er der således en mængde andre ashrammer af forskellig art, som ikke lever efter Gandhis idèer. En Gandhi ashram er, ud over at være et selvforsynende samfund, også ofte et socialt projekt, der hjælper de svagest stillede på forskellig vis. Således også Samanwaya Ashram, der hovedsageligt arbejder med børn, samt en række andre sociale projekter.

Ordet Samanwaya kan oversættes med ordet harmoni. Hermed menes den harmoni, der søges opnået i det kollektive fællesskab, der kendetegner livet i ashrammen. Endvidere skal forklaringen på ordet også søges i de idèer, der ligger bag ashrammen, og dermed i hele Gandhiismen, hvis man kan tale om en sådan.

Ashrammens idègrundlag

Som nævnt bygger Samanwaya Ashram på Gandhis idèer, hvilket måske nok er ved at være et særtilfælde i det moderne Indien. Men stadig er der meget at hente i de idealer og tanker, som Gandhi havde og brugte til at samle landet med for omkring 55 år siden. Han var nationens fader og står stadig for mange som en faderskikkelse. Han har enorm betydning i den nationale tænkning og i det hele taget for det liv, der leves i Indien i dag, selvom de moderne værdinormer af vestlig karakter sætter deres præg på det liv, der leves, ikke mindst i storbyerne.

Når der tales om Gandhis idealer, er det nok også nødvendigt at redegøre for, hvad det egentlig vil sige, og hvad et liv efter Gandhis tanker egentlig indebærer.

Gandhi er først og fremmest kendt for at have kæmpet kampen for Indiens uafhængighed uden at bruge vold og for sine utallige sultestrejker. Men for at forstå budskabet i det, han gjorde og sagde, er det nødvendigt at gå bag ved ordene og se lidt på hans menneskesyn og filosofi. Gandhi var hindu og strengt opdraget som sådan, men de hinduistiske idealer var, allerede fra barns ben ikke altid lige lette at forstå for Gandhi. Det kunne ikke være rigtigt, at der skulle være elementer i hinduismen, der var umenneskelige, og som ikke betragtede menneskeheden ligeværdigt. Gandhi betragtede kastesystemet, og ikke mindst behandlingen af de kasteløse som en skamplet på hinduismen. Humanismen blev det altafgørende og kom til at betyde mere end religionerne, idet han fremsatte nogle store sandhedsidealer, som blev det overordnede i hans liv.

Det var begreberne „ahimsa" og „satyagraha", der blev det bærende i hans budskab. „Ahimsa" er oftest oversat med „ikke-vold", men det vil være en sandhed med visse modifikationer at påstå, at det er hele oversættelsen. „Ahimsa" er sand kærlighed og grundlaget for al søgen efter sandhed. Sandhed som livsideal hvor „ikke-vold" kun er en del af indholdet. Det er det højeste livsideal et menneske kan oppebære, hvor had ikke eksisterer, og hvor selv fjender mødes med kærlighed.

„Satyagraha" er uadskilligt sammenhørende med „ahimsa". Begrebet „satyagraha" kan oversættes med noget i retning af sandhedskraft eller kærlighedskraft. „Satya" betyder kærlighed, og „graha" betyder kraft, deraf ordet. Vinoba Bhave udtrykker det som følgende:

„Satyagraha" er ikke som krig. Ordet er i dets natur præcis det modsatte af krig. I krig vinder den ene part, når den anden taber. I „satyagraha" vinder begge parter"

Det er i disse idealer, at Gandhis kamp for Indiens uafhængighed skal søges. Det har dannet grundlag for alle aktiviteter i hans liv, hvad enten der er tale om den berømte saltmarch eller hans sultestrejker mod den væbnede kamp mellem hinduer og muslimer.

Første gang Gandhi bliver inspireret intellektuelt af „ikke-volds tanken", ud fra andet end egne tanker, er bemærkelsesværdigt i Bibelen, hvor han bliver inspireret af „vend den anden kind til" princippet. Siden stifter han bekendtskab med værker som Henry Thoreau's „On Civil Disobedience" og Leo Tolstoy's „The Kingdom of God Is Whithin You". Begge dele tiltaler ham og er med til at danne en begyndende og intellektuel baggrund for „ikke-volds tanken"

Som sagt var „ahimsa" og „satyagraha" et og alt for Gandhi, hvilket også var grundlaget for starten af forskellige ashrammer efter Gandhis idéer. Han startede selv nogle ashrammer, hvor betingelsen for at flytte ind var, at man lovede at overholde „satyagrahaløftet". Det lyder sådan:

1. At fremme enhed mellem Indiens folk og forskellige religioner.

2. Ikke at udøve vold.

3. At spinde for rokkens udbredelse.

4. At arbejde for de kasteløses optagelse i hindusamfundet.

5. At ofre ejendom og liv til Indiens frihed.

Samanwaya Ashram er ikke direkte en Gandhi ashram, idet den ikke har historie tilbage til Gandhi. Den er derimod startet af en mand, der hed Vinoba Bhave.

Vinoba var en personlighed, der kunne måle sig med Gandhi. Han var måske ikke så kendt uden for landets grænser, men i Indien var og er han højt respekteret af mange, som en person der har formået ikke bare at følge Gandhis idéer, men også at videreføre dem og lade dem gennemgå en udvikling. Vinoba var nok den person, der var tættest på Gandhi. Han boede i Gandhis ashram i en del år, inden Gandhi blev skudt. Første gang Vinoba hørte om Gandhi, var engang Gandhi talte på universitetet i Varanasi, som er byen, hvor Vinoba er fra. Han blev meget hurtigt grebet af budskabet og blev hurtigt derefter discipel af Gandhi.

Efter Gandhis død gik Vinoba rundt i Indien gennem 14 år og fortalte om de ting, Gandhi havde sagt og ment. Ligeledes forsøgte han at fremskaffe jord til de utrolig mange, der ingen jord ejede. Det var ikke blot som en discipel, at Vinoba fortalte om Gandhi, for de var ikke helt enige om alt. Vinoba var ikke en politisk person men mere åndeligt tænkende. Han blev efter Gandhis død ( i modsætning til Jawahalal Nehru ) personen med idéerne, der levede filosofisk i sin lille ashram. Nehru blev den politiske forkæmper, der allerede fra uafhængigheden i 1947 inden Gandhi døde var premierminister.

Vinoba anfægtede ikke Gandhis „ahimsa" og „satyagraha", snarere tværtimod. Han kæmpede videre efter mordet på Gandhi, og han ønskede, at så mange mennesker som overhovedet muligt skulle leve efter disse idealer. Således også i hans ashrammer hvoraf Samanwaya Ashram er én af flere.

Når man besøger Samanwaya Ashram forventes det også, at man opfører sig i overensstemmelse med de 11 bud, som Vinoba har skrevet:

1. Sandhed.

2. Ikke-vold. Det vil også sige at leve som vegetar. Ingen kød og ingen æg.

3. Ingen tyveri.

4. Leve i cølibat.

5. Frivillig fattigdom. Det vil sige ikke at eje overflødige ting.

6. Mad for arbejde.

7. Spis for kroppens skyld, ikke for lyst. (f.eks. ingen al kohol)

8. Tryghed.

9. Lighed mellem alle religioner.

10. Hjælp din nabo. Tænk globalt, udret lokalt.

11. Lighed mellem alle mennesker.

Samanwaya Ashrams historie

Samanwaya Ashram har en lang historie i Indiens gandhiinspirerede miljø. Det startede i 1954, da Vinoba Bhave havde bedt Dwarko Sundrani om at stå for oprettelsen af en ashram i Bodh-Gaya, hvor han (Vinoba) havde fået tildelt noget jord til formålet.Dwarko Sundrani, der den dag i dag er stedets leder, havde i en årrække fulgt Vinoba rundt i Indien.Dwarko var meget inspireret af Vinobas ashramtanke, og den måde hvorpå han førte den ud i livet. Der blev skabt grundlag for ashrammens start, og den 18. april 1954 kunne ashrammen indvies under overværelse af bl.a. Indiens daværende præsident Babu Rajendra Prasad, vicepræsident Dr. Sarvpalli Radhakrishnan og premier minister Pandit Jawahalal Nehru.Dermed var der dannet et grundlag for, at ashrammen kunne komme til at fungere, men der manglede stadig et stort stykke arbejde. Jorden skulle gøres dyrkningsklar, og alle de materielle rammer var stadig ikke på plads

Men med den første spade, som personligt var sponseret af premierminister Nehru, gik Dwarko igang med arbejdet. Han lagde et kæmpestort arbejde i hele projektet og fik det efterhånden til at ligne noget. I de første år fungerede ashrammen som et lille kollektiv for voksne mennesker, der arbejdede med det lille landbrug samt socialt arbejde, hvor det var muligt. Det var hele grundidéen i ashramtanken, således som det tidligere er blevet beskrevet. I 1966/67 var der en meget voldsom hungerkatastrofe i den nordlige del af Indien. Værst var det gået ud over Bihar, specielt omkring Gaya, hvor tusinder af hektar var ødelagt af den udeblevne monsun, hvilket medførte en katastrofal lille høst. Delstatsregeringen i Bihar satte det store apparat igang for at hjælpe så mange mennesker som overhovedet muligt. Det slog langt fra til, så al den hjælp der kunne stables på benene var et stort skridt fremad for dem, der nu fik hjælpen. Derfor iværksatte ashrammen også et stort hjælpeprogram rundt om i landsbyerne.

Ashrammen var principielt imod bare at uddele mad til alle de ramte, selv om de selvfølgelig var hårdt ramt. Man valgte istedet at lancere princippet „Mad for arbejde". Det var ikke ensbetydende med almindeligt lønarbejde men derimod et princip om, at man skulle yde en indsats for at få del i kagen. Det arbejde, som folk i landsbyerne blev sat til, var noget, som i virkeligheden skulle hjælpe dem selv. Det var nemlig forskellige foranstaltninger, som skulle afhjælpe en senere lignende situation, idet arbejdet bestod i at grave brønde rundt i de forskellige landsbyer. 541 brønde blev der gravet. Ligeledes fik man gravet 13 store regnvandstanke, som kunne opbevare regnvandet fra monsunen, til der var brug for det til overrisling af markerne. Endvidere blev der bygget nogle veje i landsbyerne, som også var til gavn for landsbybeboerne selv. Der kom mange besøgende til ashramen for at se deres indsats mod tørken. Bl.a. Maheshbhai Bhansali som senere bliver hovedsponser for øjenlejren.

Ashrammen bliver til et børnehjem

Det er først i 1969 at ashrammen bliver til et børnehjem, og den bliver det nærmest ved en tilfældighed. En dag Dwarko Sundrani kommer kørende i jeepen på en lille vej, bliver han stoppet af en dame, der med sine børn sidder på vejen og ikke vil flytte sig. Han stiger ud af jeepen og spørger, hvad der er galt. Hun græder og fortæller, at hendes mand er død af et slangebid, og at hun nu ingen har til at forsørge sig, og derfor ikke kan skaffe mad til sine børn. Dwarko tager med til hendes hjem og ser den helt sammenfaldne lerhytte. Han spørger, hvad han skal gøre for at hjælpe hende, så hun kan klare sig. Giv mig 5 rupees svarer hun. Det mener hun, at hun kan klare sig for i 5 dage til mad til børnene og sig selv. Men på spørgsmålet: „Hvad så bagefter ?" giver hun Dwarko det ældste barn og siger: „Tag det og lad det vokse op under trygge kår". Det er starten til at Samanwaya Ashram bliver et børnehjem. Sammen med Sita (som pigen hed) og 9 andre børn, som hurtigt følger derefter, starter det hele. Det bliver samtidig starten på Samanwaya Vidyapeeth (det landbrugsprojekt som senere bliver beskrevet). Samanwaya Vidyapeeth er den del af Samanwaya Ashram, der starter på dette tidspunkt, idet man fik doneret noget jord til start af en søsterashram.

Rammerne om projektet

Samanwaya Ashram består af to forskellige projekter, som dog alligevel hænger sammen, idet de drives på samme vilkår og af den samme ledelse. Den ene ashram, som nok mere eller mindre forståes som hovedashrammen, er projektet i selve byen Bodh-Gaya. Ashrammen fungerer som skole og børnehjem, hvilket er det grundlæggende for dette sted, idet der kun er et begrænset landbrugsareal (ca 1 hektar). Det er et lille stille sted i den ellers utrolig travle og overrendte by, som Bodh-Gaya til tider kan opleves som. Byen regnes som det helligste sted i buddhismen, fordi det i følge legenden var der, at Buddha i sin tid sad under et træ og fik sin åbenbaring. Det medfører, at der under de buddhistiske højtider er et væld af pilgrimme i byen. Ashrammen har nu ikke direkte noget med de mange buddhistiske templer at gøre.

Den anden ashram er et stort landbrugsprojekt, som også fungerer som børnehjem. Der drives et mønsterlandbrug efter de allerbedste principper om landbrug i Indien. Ikke mindre end 30 hektar land er opdyrket, hvilket er helt usædvanligt i Indien og specielt i det område i Bihar, hvor jordlodderne som oftest er på nogle få hundrede kvadratmeter. Kommer man kørende til landbrugsprojektet fra ashrammen i selve Bodh-Gaya, vil man opleve gold og ufrugtbar jord på vejen dertil, men så snart Samanwaya Vidyapeeth (som landbrugsprojektet hedder) nærmer sig, vil man se stedet som en blomstrende oase, der lyser grønt op i den ellers meget afsvedne jord.

Grunden til, at det for ashrammen er muligt at drive et sådant landbrug, er først og fremmest, at man har arbejdet sammen om det enorme anlægsarbejde, der er udført. Alle marker er gravet ud, så de er forskudt i forskellige niveauer, således at det er muligt at overrisle alle marker fra de enorme regnvandstanke, der ligeledes er gravet ud - alt sammen ved håndkraft. Regnvandstankene er store nok til at kunne opsamle vand nok i regntiden til et helt års behov for overrisling. Der foretages endvidere måling af, hvor meget vand, der er kommet efter en regntid, så det er muligt at vælge årets afgrøder efter, hvor meget vand der er til rådighed. Afgrøderne er mangfoldige, men som det er tilfældet for de fleste steder i Indien, er ris det altdominerende, men også papayatræer og en mængde forskellige grønsager er at finde på markerne.

Børnene lærer at passe markerne, og er med i alt det, der foregår. Således får de indsigt i forløbet, og tanken er, at de kan tage disse erfaringer med tilbage til de landsbyer, de kommer fra. Ved således at fungere som igangsættere/ foregangsmænd er de med til at hæve levestandarden i landsbyerne.

Dagligdagen i ashrammen

Det daglige liv i ashrammen bærer først og fremmest præg af, at det er en ashram, hvor børnene er i højsæde, og hvor det egentlige arbejde er baseret på børnene. Det betyder, at det er børnene, der laver stort set alt det, der skal laves.

Endvidere lærer nogle af børnene at sy, således at de senere har en mulighed for at virke som skræddere. Drengene lærer noget om teknik, hvilket har hjulpet en del af dem igang på forskellig vis bl.a. som chauffører. Alt sammen læring gennem begreber som "learning by doing" og "learning by living". Ashrammen forsøger at opdrage børnene, så de lærer at forstå den ånd, der ligger bag projektet, hvilket bl.a. gøres ved, at det ofte er de større børn, der fungerer som lærere for de små, og tager dem med i det daglige arbejde, hvorved en del af idéen med projektet og hele ashramtanken gives videre. Det vigtigste af alt er, at alle børnene lærer, at det kan betale sig at tage vare på sit eget liv og ikke bare lade det hele stå hen i trøstesløs fattigdom, sådan som det ellers desværre ikke er helt ualmindeligt blandt mange hinduer, der så blot håber at blive genfødt under bedre forhold ved næste reinkarnation.

I ashrammen er der børn fra forskellige trossamfund, ligesom der er børn fra forskellige kaster. Hovedparten af børnene er dog stammefolk eller fra det allernederste trin i kastesystemet og dermed nogle af samfundets laveste. Man forsøger i ashrammen at modarbejde alle disse skel, således som også Gandhi ønskede det, hvad enten det er kaste eller deciderede religiøse forskelle.

Den daglige morgen- og aftenbøn er således ikke rettet mod nogen bestemt gud eller religion. Det er en bøn, hvor der er elementer fra såvel hinduismen, buddhismen som islam og kristendommen. Ikke fordi man beder en bøn i hver af religionerne, men derimod fordi man ønsker at alle skal lære at respektere hinanden som humane individer, uanset hvilken baggrund man end har. Derfor er der ofte mere et humanistisk end et egentligt religiøst budskab i bønnerne. Mange bønner handler derfor om Gandhibegreberne „Ahimsa" og „Satyagraha" (se tidligere afsnit). Endvidere er Martin Luther Kings kendte sang „We Shall Overcome" på hindi ofte på programmet, "Hunge Kam Jian".

Selv om et dagsprogram i ashrammen er meget varieret, kunne det meget vel se ud som følgende:

04.00 Alle står op

04.30 - 05.30 Yoga og Morgenbøn

05.30 - 07.00 Undervisning

07.00 - 08.00 Rengøring af ashrammen

08.00 - 08.30 Morgenmad

08.30 - 10.30 Mark- og køkkenarbejde

10.30 - 12.00 Tøjvask og personlig hygiejne

12.00 - 14.00 Frokost

14.00 - 16.00 Undervisning

16.30 - 18.00 Legetime

18.00 - 18.30 Aftenbøn

19.00 Aftensmad

20.00 Sengetid

Det virker måske, som om dagen fungerer på klokkeslæt, men det er langt fra tilfældet. Indere har en helt anderledes opfattelse af tid og af at holde aftaler. De lever i nu'et, og forstår ikke hvorfor f.eks. danskere bliver sure, hvis de kommer 2 timer for sent til en aftale. Det er også nærmere reglen end undtagelsen, at togene er forsinket 1, 8 eller 16 timer, men hva' gør det ? Man kan så få sig en kop the og en snak med andre folk på stationen. Faktisk betyder ordet "kal" på hindi både igår og i morgen.

Landsbyskolerne

Et andet af Samanwaya Ashrams sociale projekter er oprettelse af landsbyskoler i området. Der er i store dele af delstaten Bihar stort set ingen muligheder for af gå i skole ude i landdistrikterne. Derfor er ashrammen begyndt at oprette en række forskellige skoler rundt omkring i området, så børnene får en mulighed får at gå i skole.

Den form for skole man opretter, kalder man „Non Formal Education". Det er et skoleprogram, der er tillempet de behov, der er i landsbyerne. Det vil sige, at man driver skole på landsbyernes præmisser på den måde, at skolegangen kun er to timer dagligt - på det tidspunkt hvor det nu passer bedst ind i landsbyernes rytme.

Ashrammen driver 150 små skoler med tilsammen ca. 4000 børn rundt om i 83 forskellige landsbyer. Efter at „Non Formal Education" programmet er startet, er der begyndt at ske en positiv udvikling indenfor analfabetismen, der er i området. Ikke mindre end 97,4 % var analfabeter, før man startede skoleprogammet. Driften af skolerne og de udgifter, der er forbundet dermed, bliver i modsætning til selve ashrammens udgifter dækket af staten.

I landsbyerne forsøger ashrammens folk endvidere at fungere som rådgivere på forskellig vis, hvad enten det er inden for landbruget, juridiske forhold eller stort set hvor de lokale føler, at de kan bruge det.

Uddannelse af lærere til landsbyskolerne

Lærerne til de mange skoler i landsbyerne uddannes også i ashrammen. Der er lavet en uddannelse indeholdende ting, som er relevante for de lærere, som skal ud at undervise i landsbyskolerne. Uddannelsen varer 8 dage, hvor der undervises intensivt i det, der nu skønnes at være mest nødvendigt. Endvidere mødes lærene årligt til videreuddannelse og erfaringsudveksling. Som dansker lyder det nok mest af alt som en vittighed, men uddannelsen er faktisk at regne som yderst seriøs og iøvrigt en meget anerkendt uddannelse bl.a. af regeringen og UNICEF, som har studeret den med henblik på at bruge den også andre steder i Indien. Der uddannes både kvindelige og mandlige lærere, som hovedsagelig virker i ashrammens egne skoler. Efterhånden som der uddannes flere og flere, er også nogle få begyndt at virke i de offentlige skoler.

Ashrammen er endvidere med i et samarbejde med andre skoler og organisationer i de hindisprogede delstater (Gujarat, Uttar Pradesh, Delhi, Rajasthan og Bihar). Arbejdet går ud på at udarbejde undervisningsmateriale til en række forskellige skoler, hvor ashrammen og dens landsbyskoler kun er en lille del, da andre organisationer rundt om i landet gerne vil drage fordel af de positive erfaringer, som er gjort i ashrammens regi.

" Tree world project "

Et andet og nyere projekt, som Dwarko Sundrani har sat igang uden for ashrammen er "Tree world project" Ideen er igen at bringe boglig og praktisk uddannelse til en landsby, hvor indbyggerne hidtil har været analfabeter. Skolen i landsbyen får en hektar jord samt en masse unge træer. Lærer og elever skal så i fællesskab passe træerne, samtidig med den normale skole gang, hvilket på langt sigt både vil føre til at børnene får noget praktisk landbrugsundervisning og at skolen kan blive økonomisk uafhængig.

Øjenlejr

Grå stær er et stort problem i Indien. Man mener det er en kombination af det stærke sollys og dårlig ernæring. Man ser ikke grå stær som en sygdom, men som en udvikling der kommer til alle før eller senere. Behandlingen er enkel, men befolkningen har ikke råd til, at betale det den koster. Der er heller ikke øjenlæger nok. Samtidig er det et problem, at mange har den indstilling at så længe der kun er noget galt med det ene øje er det ikke nødvendigt at gøre noget ved det. 10 millioner indere er blinde p.g.a. grå stær, også børn og unge.

Samanwaya Ashram stiller bygninger og arealer til rådighed og hvert år i november bliver børnehjemmet lavet om til en af verdens største øjenoperationslejre. Her bliver ca. 12.000 mennesker opereret på 14 dage under primitive forhold. Behandling og ophold er gratis for patienterne og fejlprocenten er som på et dansk sygehus 0,01 %.

Lejren organiseres og finansieres til størstedelen af Bhansali Trust. En privatorganisation fra Gujarat, hvis stifter Maheshbhai Bhansali blev bekendt med ashrammens arbejde i forbindelse med "arbejde for mad"- programmet under hungerkatastrofen i 1967. Han blev inspireret af ideen og ønskede derfor også at gøre et arbejde for de svagest stillede i Indien.

Ashrammens børn bliver sendt hjem eller flyttet i en måneds tid og 400 læger, sygeplejersker, kokke og hjælpere flytter ind. De ældste børn i ashrammen fungerer også som hjælpere i øjenlejren.

Forud for lejren har et lægehold med hjælpere kørt rundt i et stort område og besøgt hver lille flække, hvor der bor mennesker. Der gives ambulant behandling til dem, der har brug for det med det samme. Andre får medicin eller rensevæske mod betændelse. En tredie gruppe som f.eks. dem der har grå stær eller andre sygdomme der kræver operation, bliver skrevet op til den store operationslejr.

Patienterne ved de er heldige, de er udvalgt til operation. De kommer for at få deres syn igen og ikke for omsorg og kærlig pleje. Derfor er der ingen som beklager sig over de forhold vi danskere kan have meget svært ved at være tilskuere til.

Arbejdet foregår på samlebånd. Patienterne går fra station til station og personalet står på sin post og passer den samme opgave 12 timer dagligt.

Normer og regler er anderledes end det vi er vant til. Det ligner kaos, men viser sig snart at være organiseret i mindste detalje. Arbejdet bliver udført dygtigt og præcist. Og det endda til høj musik.

Hvis man er i Samanwaya Ashram i november måned, betyder det også at man forventes at indgå i arbejdsstyrken når den store øjenlejr arrangeres. Det er en kolossal oplevelse at være en i flokken når et så stort og så konkret stykke arbejde udføres.